onsdag den 11. april 2007

TV dengang og nu

Her den anden dag da min ældste datter brokkede sig over noget der var i morgenhår (for dem der ikke står tidligt op er det DRs morgenprogram som har 2 store fans her i vores husstand) som hun absolut ikke ville se... Jeg skulle så lige til at sige, dengang far han var lille, men fik heldigvis stoppet før jeg startede sætningen. Billeder af mig selv i en dobbeltradet pjækkert og werthers echte i lommen begyndte straks at vise sig på nethinden.

På den anden side kom jeg til at tænke på dengang jeg var barn og der kun var en TV kanal hvor Mellem himmel og jord først startede klokken 17:00 og det var det ubestridte højdepunkt i TV ugen. Lørdag aften var der, "Der Alte" en tysk krimiserie om en aldrende politimand med firkantede bruntonede briller og tyndt hår. Alle snakkede om "Der Alte" Det var bare for spændende med ham tyskeren der opklarede alle de der kriminalsager! Hvor mange ville den dag idag lige stoppe op når man zappede og tænke det der med ham den lidt ældre tyske herre og de grøn/hvid farvede polizei biler det ser godt nok spændende ud! Det tror jeg at jeg vil prøve at se... -Nej vel

Der Alte ville ikke have en chance i dagens udbud af TV-programmer og andre medier der konkurerrer om vores tid.

Da jeg tog til USA som udvekslingsstudent i 1991, kunne vi stadigvæk kun tage DR og TV2 med meget sne på. I USA kom det som et chok hvilket udbud de havde af TV kanaler, her var der kanaler der sendte sport 24 timer og andre der sendte film (godt nok B-film) men der var det her udbud, der var helt koloenormt. Jeg fandt hurtigt ud af at i skolen snakkede man ikke om hvad man havde set igår i fjernsynet, chancen for at en havde set det samme var minimal lille. Men, man lærte hurtigt at blive en kritisk forbruger af TV-mediet.

Tilbage i Danmark var der blevet rejst en TV2 sender så vi endelig langt om længe kunne se TV2 uden sne. Lidt efter startede TV-fonen, det var revolutionerende ens TV blev interaktivt med tekst tv. TV-fonen måtte desværre give op over for internettet, jeg prøvede det aldrig men plagede mine forældre (Jeg havde ikke selv telefon). Det var sådan lidt science fiction spændende, det var som om en ny tid var begyndt.

Det er jo altid hyggeligt med et nostalgisk tilbageblik på hvordan hverdagen foregik for 20-25 år siden. Nu har vi en masse kanaler og dem man ikke har streamer man fra nettet, man kan side i Valby og se den samme kanal som en man kender i USA ser, det er da utroligt. Jeg glæder mig til den dag (som snart kommer) hvor jeg selv kan sammensætte mine egne programpakker på TV så jeg slipper for de tyske tv-kanaler euro sport og andre der ikke har min interesse.

En ting er helt sikkert jeg bliver aldrig typen som fortæller mine børn hvordan det var da far var dreng som mine forældre og bedsteforældre har gjort til mig (og deres generationer sikkert har gjort før dem). Man kommer til at virke ualmindelig old-school på sine børn.

Hurra for den fagre nye TV-verden!

Etiketter: ,